Nåden er din

Nåden er din


# Søndagstanke
Publish date Udgivet af Ejgil Bodilsen, torsdag d. 13. august 2020, kl. 15:58
Nåden er din

Søndagstanke 

10. søndag efter trinitatis

16. august 2020

Troels Laursen, sogne og sygehuspræst, Ullits.

Nåden er din

I 1985 skrev Johannes Møllehave en smuk salme ”Nåden er din dagligdag”, der i al sin enkelhed burde være let at forstå, selvom den handler om det store ord: NÅDE. Nåde, kan oversættes til at vise barmhjertighed i stedet for at straffe en skyldig. Nåden er og sker midt i dagligdagen: de små mirakler, der kan hænde i hverdagen. Om det er et smil fra en fremmed eller en sød kompliment, det spiller ingen rolle. Man skal bare være glad for det, fordi tiden er givet, men ingen andre end Gud véd, hvornår den slipper op. Nåden er den kærlighed, som blev grundløst givet af Gud, for han elsker hvert enkelt menneske, og han sendte sin søn, der døde for os og tog alle vores synder på sig. 

Nåden er et ord fra Gud, som er vigtigere end alt andet, man kan foretage sig, for hos Gud er alle mennesker lige, og ender man i noget skidt, kan man altid søge tilflugt hos Gud og få mod og hjælp gennem ham til at begynde på ny. Det er aldrig for sent. 

Nåden er, når alt er tabt, som da Jesus blev forrådt af Judas og Peter, men alligevel viser Gud sin nåde og genopstår. Deri er nåden at få alt tilbage, selv om noget forfærdeligt er sket. Nåden er hver levet dag, vi er blevet givet i gave. Nåden er, hver gang vi træffer et menneske på vores vej. Uden håb og Guds næstekærlighed lader vi det onde regere i vores verden, og kun gennem nåde, altså Guds barmhjertige og tilgivende kærlighed, får vi tro, håb og kærlighed. Tid er ikke bare tid, men den er nåde. I stedet for at være nådesløse over for hinanden, så vær barmhjertige mod hinanden og taknemmelige for livet.  Syng selv efter i salmebogens nr. 522.