Naturens liv er ligetil, menneskers liv en labyrint.

Naturens liv er ligetil, menneskers liv en labyrint.


# Søndagstanke
Publish date Udgivet onsdag d. 22. juli 2020, kl. 15:00
Naturens liv er ligetil, menneskers liv en labyrint.

Søndagstanke 

7. s. e. trinitatis

26. juli 2020

Steen Rughave, sognepræst i Louns, Alstrup og Strandby

Naturens liv er ligetil, menneskers liv en labyrint.

Universet med dyr og planter følger bestemte baner og stier, alt er forudsigeligt, alt undtagen mennesker følger Guds vilje, som Prædikeren i Gl. Testamente siger det: ”Gud har gjort alting godt og rigtigt til rette tid, har endog lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af det Gud gør” men siger også, at ”gudsfrygt er visdoms begyndelse.

Når alt er udgrundet, er der kun Gud tilbage som uudgrundelig - og hvad med gudsfrygt?

Jesus siger, ”vi ikke skal frygte andet end Gud”, for frygter vi det største, frisættes vi fra det mindre, som ellers vil gøre os bange.

Positivt betyder det, at alting, vore frustrationer, angst, fortvivlelse, drømme og håb, ja hvad som helst, må adresseres til Gud, uanset om det har med vort direkte møde med naturen eller andres magt eller afmagt at gøre.

At vide med sig selv, mod Gud har vi altid uret, at høre Jesus fortælle om en far, der kender sin bortkomne søn langt borte, at Gud kender os med hud og hår, at en spurv ikke falder til jorden uden Gud, at Gud hører hver natligt suk og kan som søfuglen kende sit ufødte afkom på lyden og finde det i vrimlen, selv når ægget er kunstig udklækket, sådan er du og jeg heller ikke fortabt i myriader af mennesker, Gud gemmer os ved sit hjerte, glemmer os ikke, men nævner os ved navn.

Det siger Gud i labyrinten.