Sorggruppe for voksne i Farsø Kirkes Sognegård

Sorggruppe for voksne i Farsø Kirkes Sognegård


# Nyheder Farsø
Udgivet onsdag d. 26. februar 2020, kl. 11:38

Farsø

Når vi har mistet et menneske, som vi har kendt og elsket, rammes vi af sorg. Vi oplever og mærker, at sorg er hjemløs kærlighed.

Sorg er en naturlig reaktion, som føles og opleves på mange forskellige måder. Men det er bedst, når man kan dele den med andre.

Man kan tro, at sorg er noget, der forsvinder med tiden. Men det gør den ikke. Den vil altid være der et sted i os og vil kunne føles som en smerte og et savn, men også som en glæde og en taknemlighed over det liv, der engang var.

Med tiden vil sorgen forandre sig. Det, der føles uoverkommeligt, vil blive nemmere, og vi vil få lettere ved at glædes over tilværelsen.

Sorg er som oftest ikke noget, der kan behandles, men den bæres bedst i fællesskab. Ud over den hjælp, som man kan få gennem familie og venner, er der også mulighed for at søge støtte i en sorggruppe.

 

Hvad er en sorggruppe?

En sorggruppe er et fortroligt sted, hvor man mødes med andre, som har mistet, og som kender til sorgen og afmagten i den forandrede hverdag.

Gennem samtale og gensidig støtte kan man dele sine erfaringer med andre i samme situation og tale om de svære følelser.

Sorggruppen er et tilbud til voksne, som har oplevet dødsfald blandt familie og venner.

Sorggruppen ledes af kirke- og kulturmedarbejder Bente Juul og Dorthe O. Nielsen. En gruppe består af ca. otte personer, der mødes seks gange à to timer. Vi mødes første gang onsdag 1. april kl. 15.00 i Farsø Kirkes Sognegård, Søvej 3.

 

Kontakt og tilmelding

For yderligere oplysning eller for tilmelding kan du kontakte kirke- og kulturmedarbejder Bente Juul på telefon 31 61 80 96 eller mail bkju@km.dk