Myrekryb & Himmelsyn

Myrekryb & Himmelsyn


# Fokus på ...
Udgivet tirsdag d. 14. januar 2020, kl. 14:03

Myrekryb & Himmelsyn

− noget om hvad det er sygehuspræsten gør, når han (heller) ingenting kan gøre

 

Af sogne- og sygehuspræst Troels Laursen, Ullits

  

Claudinha hed hun. En stor, ung og livskraftig myre. Klog og flittig, som myrer oftest er det. Hun boede i præstegårdshaven og det var hun heldig med, for præsten havde ikke så travlt med ukrudts- og insektbekæmpende midler i den have. Ikke kun fordi han var doven ud over det normale, men også fordi han holdt af alt det levende.

En dag, da præsten vandrede rundt i sin have, mødte han Claudinha. Og han kunne straks se, at der var noget galt. Hun slæbte det ene ben efter det andet, så hun dårligt kunne gå.  »Jamen, hvordan er det dog, du halter af sted?« spurgte præsten dum, »er du kommet til skade med benet?«

»Ja, som du ser,« sagde myren med hovedet tungt bøjet mod jorden. »Skal jeg prøve at se på benet?« spurgte præsten deltagende. »Ja tak,« sagde myren stille. »Så er jeg nok nødt til at vende dig om på ryggen, så jeg bedre kan se, hvad der er med det ben,” sagde præsten − »er det i orden?« Myren nikkede, det var i orden.

Men da myren var blevet vendt om på ryggen, gjorde hun store øjne. For nu så hun noget, som hun aldrig før havde set. Hun havde hele livet været vant til at pile af sted sammen med de andre myrer. Altid travlt beskæftiget med at opbygge myresamfundet efter faste regler, som alle skulle følge. Men altid krybende. Altid med hovedet nedad. Aldrig havde hun set det hele i det større perspektiv.

Men nu, da hun lå på ryggen med ansigtet opad, da så hun noget helt nyt. Hun så himlen. Og hun måbede af forbløffelse og undren, ja, hun glemte næsten helt benet.

Hvad der herefter skete, fortæller jeg ikke. Men der er meget i denne lille myrekloge lignelse, der ligner noget, vi kender fra os selv.

Nu er juleferien for længst forbi. Mange har holdt fri og kunne dermed holde fri fra den almindelige travlhed. Ja, nu her nogle få uger efter lyder det som en drøm. Men nu er vi i fuld gang igen. Vi skal være kloge. Vi skal være flittige og effektive. Vi piler af sted med det, vi hver især er optaget af.

Undertiden går det så stærkt, at man kan få det indtryk, at vi gør som myrerne: Piler af sted med hovedet nedad. Og dermed ser vort liv og vores verden i et begrænset perspektiv.

Det kan ske for et menneske, at man i denne hektiske aktivitet kommer til skade med benet eller på anden måde bliver ukampdygtig, så man dårlig kan gå videre. Det kan, for nu at blive i billedsproget, være en ureglementeret tackling, der slår benet væk under os. Eller det kan være et menneske, der skyder sig selv i foden og kun med besvær kan halte videre. Eller det kan være livets egen brutalitet, der rammer én.

Men hvad enten det nu er andres hensynsløshed eller ens egen dumhed eller noget helt tredje, der er årsagen, så hænder det, at vi standses på vejen og bliver væltet omkuld. Nogle er heldige, som myren Claudinha, at møde et venligt menneske, der varsomt vender én om på ryggen og dermed får et andet perspektiv over tilværelsen.

Det andet perspektiv kommer af at ligge ned. Man ser, helt konkret, et andet sted hen end ellers. Man kigger opad i stedet for udad og henad – ja, måske endda som myren med hovedet nedad! Og kigger man opad, så sker der ofte det, at man kommer til at se himlen. Nogen ser pludselig himlens uendelige skønhed. Andre ser den uendelige gru, det kan være at ligge på ryggen og stirre op i det tomme ingenting.

At ligge på ryggen kan bringe én tanker om det at være − og det måske ikke at skulle være her på samme måde, som man gjorde for et par dage siden, da man selv kunne stå på sine ben, og man så fremad. Og det kræver mod at se både skønheden og gruen.

Det er det, der er præstens arbejde på sygehuset. Måske ikke ligefrem at vende folk om på ryggen. Det er de jo som regel, allerede inden præsten kommer. Men derimod er det præstens arbejde at hjælpe dem, der ligger på ryggen med at turde se det nye perspektiv, når det viser sig. Turde taler om det. Turde være til stede i det. Og måske bringe dette nye perspektiv med ud i den tilværelse, der ligger og venter, når de atter er på fode igen.

Sygehuspræstens arbejde er i al ubeskedenhed at fortælle om, at det går an at løfte blikket. Også når man ligger ned. Og måske udvide ens udsyn fra myrekryb til himmelsyn.