Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Sogneaften med Iben Thranholm

Sogneaften med Iben Thranholm


# Nyheder Farsø
Udgivet tirsdag d. 26. september 2023, kl. 08:50

Tirsdag, 3. oktober kl. 19.30 inviterer vi til sogneaften i Farsø sognegård. Denne aften får vi besøg af teolog og stud. psych. Iben Thranholm, som vil fortælle om unges mistrivsel. Iben Thranholm vil i sit foredrag bl.a. sætte spot på, hvorvidt unges mistrivsel skyldes, at de ikke kan få svar på store spørgsmål om liv og død.

”Hvis et barn taler om døden, bliver forældre ofte bekymrede og sender barnet videre til psykologsamtaler. Forældre i dag er berøringsangste over for at tale om døden og livets mening. Derfor går mange børn alene rundt med tankerne, som skaber endnu mere angst og uro, end de har i forvejen. Forskning viser, at børn har et stort behov for at tale om de store spørgsmål og er født med en åndelighed. Hvis den ikke udvikles, risikerer barnet at blive mere sårbart over for angsttilstande. Spørgsmålet er derfor, om den megen mistrivsel blandt børn og unge i virkeligheden er en åndelig krise, som kræver, at flere voksne tør tale med dem om livets store spørgsmål? Og hvordan griber man som forældre lige den samtale an?”

I foredraget tager Iben Thranholm fat på disse store spørgsmål.

Der serveres kaffe og kage, og arrangementet er gratis. Alle er velkommen til at være med til en spændende aften.