Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

En ny tid i det nordjyske

En ny tid i det nordjyske


# Nyheder Farsø
Udgivet torsdag d. 28. april 2022, kl. 21:32

Efter 13 år i henholdsvis Sønderjylland/Syd Danmark som sygehus- og sognepræst (kbf) i Sønderborg og sidst som sognepræst (kbf) i Esbjerg vender min familie og jeg tilbage til det nordjyske. Jeg er gennem disse år blevet god til at forstå dialekter, og både det sønderjyske kaffebord med deres lækre brødtorte og bakskul fra Esbjerg hører til mine favoritter. Vi kommer nu tilbage, og jeg skal være sognepræst i Farsø pastorat, hvilket jeg glæder mig meget til. Jeg er menighedsrådet taknemlig for, at de har vist mig den tillid at kalde mig som sognepræst.

I 2009 fik jeg som 39-årig mit første embede som præst, og vi flyttede efter godt 20 år fra Aalborg.  

Jeg er gift med Laila, og sammen har vi 4 børn, som alle er voksne og under uddannelse, og vi har hunden Winston.

Før jeg var præst, var jeg underviser, og jeg kan godt lide at tale med mennesker i alle forskellige sammenhænge. Jeg synes om at høre, hvad der rører sig i menneskers liv, hvordan de har det, og hvad de er beskæftiget med.

Jeg vil også gerne forkynde Guds ord, så det enkelte menneske efter kirke har et budskab at gå hjem med, som kan gøre en forskel i dets dagligdag.

Jeg har oparbejdet en erfaring inden for de tunge samtaler i forbindelse med begravelser og sjælesorg, som jeg gerne vil føre videre. Dette område er en af mine spidskompetencer, og jeg holder mange sjælesorgssamtaler både med mennesker fra mit nuværende sogn og med mennesker, som er henvist.  

Jeg er meget glad for fodbold og er stor fan af Liverpool og Aab, og en god søndag for mig er, hvor jeg har haft en dejlig gudstjeneste og Liverpool har vundet weekendens kamp, for så går det hele op i en højere enhed. For mig er det verdens bedste klub og det eneste fodboldhold blandt udenlandske klubber, man kan holde med, og nu er klubben tilbage som i gamle dage. Så kan spanske klubber, og hvad der ellers kan nævnes, godt pakke sammen.  

Som præst er jeg optaget af Kaj Munk og har skrevet bøger om ham.

Kaj Munk skrev salmen: ”Du ved det nok, mit hjerte” (DDS 634). Salmen slutter med: ”At stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud”.

De ord er rettet til det enkelte menneske og fortæller om, hvilken styrke Gud har. Gud kan vise dig omsorg og give dig tryghed i forhold til de kampe, livet måtte bringe. Livet er fyldt med udfordringer, og nogle gange kan det give problemer, men Gud er større. Han er ved vores side, hvis vi vil ham, og hos ham kan vi søge hjælp. Det er derfor mit ønske, at det enkelte menneske må få smag på Gud og opleve ham, som den fader han er, og lade ham blive en del af den enkeltes liv til glæde, gavn og tryghed.

Kirkens budskab med Gud som vores fader og vi som hans børn, gælder også i dag i 2022, for hans budskab er lige så levende i dag. som f.eks. da hans søn Jesus Kristus gik omkring på jorden. Men du skal tage imod det, for at det kan blive virkeligt for dig.  

Alle er velkomne til at kontakte mig eller komme forbi Farsø præstegård.

Henrik Nygaard Andersen