I forrige uge var jeg på studietur til Rom sammen med stiftsudvalget Kirken i verden. Hovedformålet med rejsen var at tage temperaturen på kirkens enhed. Det ville vi gøre ved at besøge Vatikanet, som er den katolske kirkes hovedkvarter, samt to protestantiske kirker i Rom.

I Vatikanet besøgte vi kontoret for kirkens enhed, hvor vi mødte den ansvarlige for relationen til den lutherske kirke, benediktinermunken Augustinus Sander. Han fortalte os, at de mange og lange samtaler, der gennem årene havde været mellem den katolske kirke og den lutherske kirke, havde sat sig spor. Også selvom der stadig var mange ting, som man er uenige om, og som der ikke er udsigt til, at der findes en løsning på. Det er bl.a. nadveren og spørgsmålet om, hvad det vil sige at være kirke. Men der er en stor fællesmængde i den kristne tro, som især katolikker og lutheranere er fælles om, og derfor er der også mange steder et godt samarbejde mellem katolske og lutherske menigheder. Det er til stor glæde og et vidnesbyrd om, at man trods forskellighederne er ét i troen på Jesus som Kristus og verdens frelser.

Vi var også på besøg hos Valdeserkirken, som er en lille protestantisk kirke, der har rødder langt tilbage i historien, og den lutherske kirke. De er begge små mindretalskirker omgivet af den store katolske kirke. Valdeserkirken lagde vægt på en mere fri gudstjenestestil samt i at have en mere tolerant tilgang til de moralske spørgsmål end den katolske kirke. Samtidig vægter man, ligesom den katolske kirke gør det, arbejdet blandt flygtninge højt og er med i frontlinjen på øen Lampedusa, som er porten ind til Europa for mange afrikanske migranter.

Besøget hos den lutherske kirke var spændende, fordi det lærte os om, hvordan en mindretalskirke tager farve af omgivelserne og må tilpasse sine tilbud, så det passer til det, som folk efterspørger. Det betød bl.a., at de havde dødemesser, hvilket ellers er uhørt inden for den lutherske kirke.

Besøget i Rom gav inspiration til samarbejdet med andre kirker på lokalt plan, hvilket der også vil blive brug for her hos os i de kommende år pga. de mange kristne migranter, der er kommet til os og har bosat sig også på vores egn. Samtidig blev vi styrket i følelsen af, at vi trods forskelligheder er ét i troen og håbet.

Niels Iver Juul, sognepræst i Farsø