Af sognepræst Steen Rughave, Louns-Alstrup-Strandby

En herlig modsætning

I »100 Salmer« synger vi med Møllehave: »Vi sætter streger og skel«, men også: »Han fjerned grænser og sletted skel – derfor slog de manden ihjel« og »en streg over hver en streg« og »Et kors det danner, naturligvis …«

Jesus hang på korset, et tegn på spot og nederlag, naturligvis.

Jesus, ophøjet i herlighed, bøjede sig ned i al vor elendighed, til alle genvordigheder og fristelser og til sidst: døden.

Men døden kalder han ophøjelse og herlighed og dom og uddrivelse af ondskab.

Hvorfor?

Jo, hvedekornet må dø for at bære mange fold, siger han og taler lidt kryptisk videre om at forenes med sin menighed efter sin opstandelse.

I himlen er herlighed majestætisk skønhed, på jorden et kors. Et rigtigt paradoks, der støder fra og …

Det betyder, at Gud vil være på jorden hos alle, hvor livet er et kors, og drager nu alle til sig fra sit kors.

»Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os … ved at nagle det til korset,« skriver Paulus.

På korset bliver vort minus-liv et plus, ved at Gud streger gælden ud, en streg over stregen danner et kors, naturligvis. Med Guds streg over vort minus er der tegnet et plus − et kors, et plus for os.

Og nu mod påske − en begivenhed Jesus frygtede, men også så frem til − synger vi:

»Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, du … er den dybe sammenhæng!«