Af sognepræst Niels Iver Juul, Farsø

Et menneskes værdi

Stjernehimlen er et stærkt vidnesbyrd om Guds storhed. Derfor skrev kong David for tre tusinde år siden: »Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen.«

Efter dette syn følte kong David sig meget, meget lille. Ja, måske som et sandskorn, der næsten ikke er til at få øje på. Derfor siger han til Gud: »Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det.«

Men hvorfor skulle Gud huske på os og tage sig af os? Når vi er så små, kan vi da umuligt have nogen værdi for ham. For os at se ville det derfor være naturligt for Gud at koncentrere sig om livet i sit himmelske slot. Dér ville han være uden for rækkevidde både af mørket og af alt det, som vi mennesker hitter på.

Men Gud er ikke en ophøjet skikkelse, der alene er optaget af sin egen komfort. Han elsker det, han har skabt – og ikke mindst det menneske, som ikke synes meget større end et mikroskopisk sandskorn. Derfor kunne han heller ikke bare sidde med hænderne i skødet i sin herlighed og se på, at vi gik mere og mere fejl af livet. Nej, han måtte gribe ind i verdensløbet for at skabe en udvej for os. Og det gjorde han ved at sende sin søn Jesus Kristus til verden som alle menneskers frelser og herre.