Det er efterår. Løvet falmer hurtigt. Det blæser, og det er køligt. Årstiden inviterer os mere og mere indenfor. I modsætning til sommeren, der kalder os ud af vores huse, går vi lidt i dvale for til vinter at gå i hi. Hvis vi sanser årstiden lige nu, så er det det, der sker. Men, vi kan også vælge at lade årstid være årstid og køre i samme spor hele året rundt, måske endda i overhalingsbanen det meste af tiden. Gør vi det, mister sansningen sin kraft.

Vi mennesker er sådan skabt og formet, at vi først sanser og tænker, og så handler vi. Vi har fem sanser: lugte-, smage-, høre-, syns- og følesansen. Vi sanser for eksempel en solnedgang, en stjernehimmel, et kys, mad og så videre. Når vi har sanset, kommer tankerne med analyse, bedømmelse, sammenligning, og vi træffer et valg og handler til sidst på det. Det er vigtigt, at der er en balance mellem de tre tilgange i os. Det, der sker i disse år, er, at vi knapt nok når at bruge sanserne, før tankeuniverset sætter autopiloten til og forholder sig til det, og vi reagerer hurtigt på tankerne og gør noget. Vi handler. Sansningen er trængt meget i baggrunden, og tanker og handling indtager pladsen. Der opstår ubalance i de tre forhold. Derfor skal vi genopdage sansningens værdi. Tid, til at sanse.

Efteråret inviterer os til at sanse både ude og inde. Æblerne hænger tungt på æbletræet i vores have, og vi plukker nu de sidste. De dufter dejligt, og den røde farve er smuk at se på. Smager godt gør de også. Så her er sanserne i brug helt af sig selv, hvis jeg ellers sanser det! Det har jeg sat mig for dette efterår. At sanse.

Sognepræst Troels Laursen